Jeg elsker et organiseret kaos – hvilket for mig ofte er lig med et fyldt skrivebord med inspirerende elementer. Rodet betyder, at jeg er godt i gang med en kreativ proces, hvor jeg idégenererer, researcher og finder på. Jeg er ordentlig og arbejder grundigt med research. Jeg trives med at have mange bolde i luften og være i en kreativ atmosfære, hvor jeg ikke kender slutmålet – men har min vinkel til at guide mig.
Jeg vil gerne belyse samfundets problematikker gennem mennesker og mangfoldighed. Derfor skrev jeg for eksempel fornyligt artiklen om 16-årige Daniel, som er ordblind og har haft en meningsløs skoletid, fordi der ikke var ressourcer til at lære ham at læse og skrive. Det er der til gengæld på ordblindeefterskolen, hvor Daniel har fået åbnet døren til en fremtid som smed.
Jeg vil være en del af fremtidens journalister, som inspirerer og hjælper mennesker til at tænke anderledes og forstå en verden fuld af meninger og sandheder.
Jeg er 28 år og gift på første år med Anders. Vi bor i Københavns Nordvestkvarter. Han drømmer om en kat – jeg om en hund. Det finder vi nok en løsning på en dag.
I 2019 blev jeg uddannet dansklærer og har arbejdet som klasse- og dansklærer. Jeg har en stor kærlighed for skoleverdenen, men jeg sadlede om til journalistik, fordi jeg blev interesseret i skolepolitik, og hvordan beslutninger på Christiansborg påvirker hverdagen for dig og mig. Det var noget jeg mærkede på egen krop, da jeg arbejde i skolen: Normeringer, støttetimer, pensum osv.
Jeg er nysgerrig og søgende efter mening og substans – både i livet og på skrift.
Jeg er vokset op med højskolesangbogen, salmer og gamle fortællinger. Det betyder meget for mig, at være en del af en historie og vide, hvad og hvem jeg står på skuldrene af.
Her er et udvalg af mine udgivelser. Se alle her.
Artiklen handler om, hvor svært det er for mennesker med et handicap, at få et job. 2 ud af 3 blinde står uden for arbejdsmarkedet. Jeg fandt en case og en ekspert på området, som er omdrejningspunktet for artiklen.
Ideen til artiklen opstod efter at have læst et feministisk værk, hvor jeg blev nysgerrig på at undersøge, hvordan arbejdsmarkedet ser ud for de mennesker, der “skiller sig ud”. Artiklen endte på forsiden af Nordjyske.
Udgivet 08/10/24
I artiklen tog min bachelormakker og jeg temperaturen på den bornholmske dialekt. Vi interviewede en række bornholmere – indfødte, tilflyttere, gamle og unge. Vi tog selv billeder og optog også et lydbillede til artiklen (som dog aldrig blev udgivet).
Artiklen er skrevet i forbindelse med vores bachelorprojekt. Efter aflevering solgte vi artiklen til Bornholms Tidende.
Udgivet 10/08/24
En listicle til Magasinet Skolebørn, hvor jeg interviewede skolekonsulent Anne Søgaard om fællesskaber i klassen. Der følger en række råd til forældre om, hvordan de spiller alle børn gode, og ikke bare deres eget.
Artiklen er desuden den mest læste artikel i 2024.
Denne listicle er udgivet både i det fysiske magasin og på nettet. Skolebørns artikler bliver læst af landets skolebestyrelser og skoleforældre og sendes blandt andet ud via Aula.
Udgivet 1/2024
På Det Nordjyske Mediehus var jeg tilkoblet samfundsredaktionen, hvor jeg skrev om skole, sundhed og uddannelse i forbindelse med et medieprojekt på studiet. Artiklerne er både udgivet online og i papiravisen. En af mine artikler kom på forsiden.
Som studentermedhjælper hos Skole og Forældre arbejder jeg med interessevaretagelse, skriver pressemeddelelser, databehandler af store mængder information og diverse SoMe-opgaver. Derudover er jeg tilknyttet Magasinet Skolebørn, hvor jeg skriver artikler, læser korrektur, er med til at researche ideer og opsætter artikler.
I forbindelse med lærerstudiet blev jeg ansat i et barselsvikariat som klasse- og dansklærer i en 4. klasse. Det var et halvt år med fart på, men jeg fik også mange gode erfaringer med klasseledelse, relationsarbejde, forældresamarbejde, specialundervisning og undervisning.
Personlig handicaphjælper for en kørestolsbruger i 40’erne. Ansættelse gennem Olivia Danmark.
Anbefaling
Julie er som studentermedhjælper hos Skole og Forældre tilknyttet magasinet Skolebørn, hvortil hun har bidraget med research til temaer, interviewet kilder, skrevet artikler, skrevet tekster til nettet, læst korrektur samt opsat artikler på magasinets hjemmeside.
Som redaktør er det altid en fornøjelse at arbejde samme med Julie, som har et misundelsesværdigt gå-på-mod. Hun siger aldrig nej til opgaver og kaster sig over dem med stor entusiasme og professionalisme – også når det gælder opgaver eller systemer, som hun endnu ikke har erfaring med. Julie leverer altid et godt stykke arbejde og er samtidig meget konstruktiv og lydhør for eventuelle råd til forbedringer, som bliver forstået og udført. Julie kommer også gerne med sine egne idéer og forslag til måder at løse udfordringer på.
Som person bidrager Julie altid til en god stemning på kontoret med sit smilende og positive væsen. Hun er både sjov og behagelig at være sammen med.
Jeg kan på det kraftigste anbefale Julie og er sikker på, at hun vil være en stor gevinst for et praktiksted.
Maj Carboni, redaktør for Magasinet Skolebørn