Nysgerrig og passioneret journaliststuderende

Hvorfor lige journalistik? Det har i mange, mange år været det fag/erhverv, jeg har følt mig mest draget af og på trods af mange andre ideer om, hvad jeg ville læse, som fx jura, økonomi, statskundskab m.m., så har journalistik altid været et  tilbagevendende ønske. Og til sidst var min fascination af faget en uundgåelig beslutningsfaktor.

Jeg kan huske tilbage i 7. klasse i folkeskolen, hvor vi havde vores første journalistik-temauge, hvor vores klasse blev til en redaktion, og vi skulle lave vores egen avis.

Allerede her i en alder af 13 blev jeg helt bidt af journalistikken og det, at lave journalistiske produktioner. Og selvom jeg godt er klar over, at vi stadig bare var vores normale klasse, og det kun var en uge, så kunne jeg ligesom se for mig, hvordan det vil være at tilbringe hverdagen på en redaktion, og jeg elskede det. De efterfølgende to år i 8. og 9. klasse, hvor vi ligeledes havde sådanne temauger, så var det klart mine yndlings uger undervisningsmæssigt.

Især politisk journalistik interesser mig, og ideen om at være vagthunden, der holder høje med den den lovgivende og udøvende magt og kritisk undersøge, om der nu er fejet noget under gulvtæppet. Derudover er jeg også meget interesseret i kulturstof, fordi jeg mener, at kulturen i høj grad er med til at definere os som samfund og udviklingen i det.

Jeg læser en masse nyheder, fordi jeg ønsker være opdateret på samfundet omkring mig, og hvilken udvikling, der foregår samt, hvad der driver denne udvikling, og de udfordringer det medfører. Samtidig gør jeg også meget ud af, at læse internationale nyheder, fordi vores samfund er sammentømret med  verdenssamfundet.