Når jeg får en idé, så forfølger jeg den. Til den brister eller bærer. 

Jeg vil ikke nøjes med at læse om for meget affald i naturen eller om flere forpustede sygeplejersker. Jeg vil ud og mærke folieindpakningen knase under skoen på skovstien. Jeg vil tælle antallet af (manglende) “varme hænder” på hospitalsgangene og tale med den pressede sygeplejerske.

Siden gymnasietiden har min ambition været at kunne leve af at fortælle historier. Det startede med essay skrivning i dansk, og blev siden til at skrive og instruere gymnasiets musical i 3.g. Det blev til et studiejob som omviser og formidler for en museumskoncern. I løbet af min tid på RUC blev det så til produktion af en række videoer og podcasts, og senest blev det i en kortere studiepraktik til forfatning og udgivelse af et par artikler for fagbladet Gymnasieskolen.

Jeg kan liste en skov af historiske og geografiske facts i et tempo ikke ulig Eminems “Rap God” , og jeg taber sjældent i Bezzerwizzer. Jeg ved nok om håndværk og elektronik til at kunne sige, at det oftest er bedre overladt til mere kyndige hænder. Det bekymrer mig, at pressefrihed er på retræte og taber grund til autokratiske ledere, men også at krig og krise fylder så meget at mediebilledet knap nok har sendetid til andet. Det glæder mig, at livet stadig går videre, at vinter bliver til sommer, og at der trods alt stadig findes steder, hvor man kan få en kop kaffe til under 50 kr.

Når jeg tager fejl, er jeg ikke bange for at indrømme det, og med mig får I én på jeres hold, der siger sin mening, holder hvad han lover, og gør hvad han siger. Det lyder måske som et stort løfte, men det, samt god dialog og søde kolleger, er hvad jeg mener kendetegner en sund arbejdsplads med en god arbejdsproces og psykologisk tryghed. 

Alt det andet. Det tager vi, når vi ses.