Da en veninde hovedrystende erklærer henover kaffen, at jeg er det forkerte sted i livet, betvivler jeg hende ikke. Hvad hun foreslår mig at gøre i stedet, overrasker mig.
“Du kan noget med ord, du burde være…. journalist eller sådan noget,” siger hun og tilføjer spøgende:
“Og være hende den irriterende, der stædigt stiller de samme kritiske spørgsmål om og om igen.“
Min veninde er en tidligere kollega. Hun har set, hvordan jeg opererer på et arbejdsgulv.
Men hendes ord rammer mig som en mavepuster. Jeg bliver fornærmet. Forargelsen buldrer i mine blodårer. Jeg drikker min kaffe i tavshed og tænker, at hun må være rablende gal. Hurtigt hælder jeg forslaget ned ad brættet.
“For overfladisk,” forklarer jeg stødt.
“Og i øvrigt så hader jeg jo medierne!?” siger jeg og ser undrende på hende.
Min veninde tier. Hun vælger at lade den ligge. Men det skulle vise sig, at hun fik ret.
Velskrevede historier kan slå skår i status quo
I løbet af 2020 må jeg revurdere min holdning til journalistikken. Den kan squ noget, må jeg erkende, idet jeg følger med i coronatal og -statistikker og MeToo-bølgens mange, interessante og til tider underholdende skvulp. Jeg følger med i den offentlige debat. Jeg får publiceret et par kommentarer blandt andet i Berlingske. En ny verden åbner sig.
Ja, journalistik kan være sensationspræget, og historier kan spinnes og fordrejes. Men journalistikken kan også meget andet, indser jeg. Den kan udfordre. Den kan være dybdeborerende og stille magthavere til ansvar. Give stof til eftertanke, sætte sind i kog og være kulturelt grænseskubbende. Velskrevede historier kan slå skår i status quo. Og sådan som den geopolitiske situation ser ud i dag, må vi ikke være blinde over for, hvor vigtig en rolle journalistikken spiller som samfundsinstitution i et sundt demokrati.
Jeg ved, hvad det vil sige at være en “media avoider”, at nære en dyb foragt for medierne. Det er min kæphest, at få flere- særligt den yngre, medieslumrende generation- til at vågne op.
Jeg har uden at se mig tilbage læst dansk og journalistik i fire år på Roskilde Universitet. Og jeg er ikke i tvivl; jeg har fundet den rette hylde.
Jeg er klar til at ryste RUC-mudderet af mine støvler og træde ind på en redaktion.