Idérig og kompetent skribent

Min opmærksomhed er altid vendt ud mod verdenen, og derfor får jeg hver dag et væld af idéer til nye historier, som jeg løbende skribler ned i min røde notesbog – under togturen, til familiefesten eller fra facebook-feedet.

Da jeg var i 14 dages praktik på Frederiksborg Amts Avis i Hillerød havde jeg allerede opsporet lyssky detaljer om byens køreskole og fået nys om et cykelprojekt, som hjalp ukrainske flygtninge til rette i sadlerne, før jeg trådte ind ad døren på redaktionen. Det resulterede i syv artikler hvoraf to endte på forsiden af henholdsvis Amtsavisen og Hillerød Posten.

De tavse skal i tale
Ligesom det at skrive noter i hånden gør mig nærværende overfor mine omgivelser, så har jeg på samme måde behov for at møde mine kilder i øjenhøjde og give ordet til dem, som normalt ikke får det.

Om det er den ukrainske flygtning, førtidspensionisten i Nordjylland eller barnet uden en legeplads, så tager jeg afsted og taler med dem. For at konfrontere magthaverne, må man først tale med dem, som er direkte ramt af problemet og normalt ikke inviteres ind i den offentlige samtale.

Det er deres historie, jeg gerne vil fortælle, og det er der allerede kommet mange spændende produktioner ud af, hvor jeg selv er blevet overrasket og udfordret som journalist og menneske undervejs.

Kommunefarvet?
Jeg har en forkærlighed for det nørdede og afsides. Derfor har jeg blandt andet skrevet et langt projekt om stridigheder internt i Vejle og Slagelse Kommune efter ‘de lange knives nat’ aka valgnatten efter Kommunalvalget i 2017. I den forbindelse transskriberede jeg 560 minutters optagelse efter 14 interviews på få uger, og projektet blev til et debatindlæg i Altinget, som lokalpolitikere siden har citeret fra.

Da jeg arbejdede på TV 2 Kosmopol (dengang Lorry), var jeg ligeledes med til at interviewe lokalpolitikere under seneste kommunalvalg og dele relevante nyheder i de 34 kommuner i mediets sendeområde.

I øjeblikket har jeg min daglige gang på Kulturstationen Vanløse – under Københavns Kommune, hvor jeg arbejder som litteraturformidler og biblioteksvært. Interessen for litteratur og at skrive, har jeg haft med mig fra barnsben, hvor jeg fortalte historier, som mine bedsteforældre skrev ned for mig, indtil jeg selv mestrede det skrevne sprog.

Lyden af den gode historie
Jeg arbejder hele tiden på at udvikle mig og udvide mine kompetencer som journalist. Derfor har jeg valgt at specialisere mig i lyd og radio på dette semester, hvilket har resulteret i podcasten En Del af Behandlingen, som undersøger seksuelle overgreb i forbindelse med alternativ behandling.

Min overbevisning er, at endnu flere vil vælge at lytte til deres nyheder i fremtiden – enten via oplæste artikler eller i nyhedspodcasts, og derfor er jeg interesseret i, hvordan man kan formidle den gode historie gennem lyd.

Hvem?
Jeg er Josefine Munch-Petersen, 26 år gammel, bor i Nordvest

Hvad?
Jeg har en bachelor i Journalistik + Politik & Forvaltning fra Roskilde Universitet, er i gang med min kandidat og arbejder pt som litteraturformidler på Kulturstationen Vanløse

Hvor?
Fang mig på telefon
+45 3036 4416
eller mail jmunchp@ruc.dk