Om mig

Min mor er nordmand og dansklærer, og jeg lærte som barn hurtigt, hvordan jeg kan bruge sproget til min fordel og skrive, så folk vil læse. Jeg går op i at skrive godt og fejlfrit og går nok for meget op i, om folk siger “i sommers” eller “i sommer”.

Jeg har arvet min mors norske statsborgerskab og elsker det fjeldfyldte land mod nord. Mit store mål i livet er at bygge min egen hytte på toppen af et fjeld midt i ingenting. Jeg har også en drøm om, at jeg i hytten endelig får skrevet den der roman. Men det gør ikke så meget, hvis det ikke bliver til noget, for i virkeligheden er jeg meget bedre til at skrive om virkeligheden. Jeg vil skrive om virkelige problemer og virkelige løsninger, og jeg vil skrive, så folk forstår, og så folk vil læse.

Tre hurtige
1. Når jeg taler norsk, gør jeg det med en tyk stavangerdialekt
2. Jeg er storebror til to brødre og en søster
3. Jeg elsker teater og anmelder fra tid til anden teater for Dagbladet Arbejderen

Jeg er 24 år og den ældste i en søskendeflok på fire. Jeg har flyttet 12 gange i mit liv – fra København til Asnæs til Holbæk til København – og bor i dag på Frederiksberg.

Internationale studier
Mens den ene halvdel af min tid på Roskilde Universitet har været dedikeret til journalistik, har den anden halvdel drejet sig om internationale forhold.

Jeg har skrevet bachelorprojekt om Qatars brug af Al Jazeera som et udenrigspolitisk værktøj, og jeg brugte et semester i Storbritannien, hvor jeg på University of Birmingham blandt andet lærte om EU, den kolde krig og international politisk økonomi.

Så det er ikke kun for at imponere min kæreste, at min startside, der åbner som det første, når jeg tænder min computer, er The Guardians ‘International news’-side. Min interesse for international politik har nemlig ret stor indflydelse på den journalistik, jeg læser.