Jeg brænder for at formidle og fortælle historier fra mennesker med noget på hjerte, og som vi normalt ikke hører fra. Og så vil jeg lære at vinkle så knivskarpt, at man nærmest skærer sig på historiens kerne.
Nysgerrig og imødekommende historiefortæller
Klasselokalet summer af brogede teenagestemmer, der ihærdigt forsøger at overdøve hinanden. Klasselæreren hæver stemmen og får skabt en kortvarig ro. Nyudprintede papirer bliver delt rundt, og mens eleverne skaber sig et overblik over opgaven, forlader klasselæreren lokalet. Da hun kommer tilbage, er eleverne blevet mussestille. Oppe ved tavlen står en 5-årig pige med lyst hår, der giver den som miniatureunderviser og fortæller røverhistorier.
Det var mig, der var den lyshårede pige med den enorme fortællelyst i min mors undervisningslokale. Og sådan er jeg stadig.
Jeg opsøger det ukendte, jeg er nysgerrig, og jeg er ikke bleg for at tage en sludder med fremmede mennesker. Og fremmede mennesker har ofte gode historier, som jeg glædeligt lytter betaget og kritisk til.
Når jeg støder på noget nyt, får jeg øjeblikkeligt lyst til at fortælle det til alle, jeg møder. Jeg er ellevild med fortællinger, og jeg er tosset med at formidle dem videre. Det har derfor også uundgåeligt defineret mit journalistiske jeg som ivrig historiefortæller.
Jeg elsker at formulere finurlige fortællinger om fascinerende fantaster, og så elsker jeg at møde mennesker i øjenhøjde og formidle komplekse såvel som underbelyste emner, så det bliver forståeligt og interessant for modtageren. Derfor tænkte jeg, som barn af to folkeskolelærere, at jeg åbenlyst skulle gå i deres fodspor. Men en dag trådte jeg udenfor de veludvandrede fodaftryk og mærkede godt og grundigt efter. Det var ikke lysten til at være folkeskolelærer, der ulmede i mig.
Det gik op for mig, at kombinationen af mødet med mennesket, formidlingslysten og passionen for at lege med sproget var udsprunget fra mine forældres fag. Men for mig er kombinationen at finde i journalistikken.
Mødet med verden
Jeg vil gerne fortælle historier om menneskeskæbner, og blive klogere på hvorfor, hvordan og hvad. Jeg mener, at journalistikken bliver bedre, når vi forstår mennesket bag historien.
Jeg er drevet af et behov for at nuancere, og jeg er drevet af nysgerrighed. Jeg er nysgerrig på at møde verden og høre historier, som jeg måske – måske ikke – kan spejle mig i, men i hvert fald blive klogere på.
Derfor elsker jeg også at være sammen med mennesker, der ikke ligner mig selv. Hvis man tager et tværsnit af min omgangskreds, støder man på en broget skare med alt fra statskundskaberen og pædagogen til geografen og musikeren. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke lever i et ekkokammer, og at jeg konstant udvider min horisont. Det bilder jeg mig også ind, at jeg bliver en bedre formidler af. Jeg vil gerne møde verden fordomsfrit, være nysgerrig, og jeg vil nuancere.
Jeg vil lære og blive bedre
Det er netop også med rygsækken pakket med nysgerrighed, at jeg går praktikken i møde. Der er meget jeg kan, men jeg er ikke bleg for at lære. Og jeg er altid interesseret i at blive bedre til det, jeg i forvejen kan og lære det, jeg ikke allerede har med i værktøjskassen.
Jeg har en grundlæggende lyst til at forstå og blive klogere. På mig selv, på verden og på mennesker af alle støbninger. Sådan har jeg altid været. Og det definerer minsandten også mig som journalist.
Derfor er det helt rigtige praktiksted for mig et sted, hvor jeg kan være dygtig, men også dygtiggøre mig. Jeg vil lære at vinkle knivskarpt, blive bedre til at spotte de gode historier, lave det dybdegående interview, undersøge dét jeg ikke forstår, og så er jeg altid hungrede efter at blive en bedre formidler og historiefortæller.
Til gengæld er jeg åben, nysgerrig, imødekommende, dedikeret, lattermild, engageret og fokuseret.