Om mig

Hej! Velkommen til en præsentation af mig.

Jeg har tænkt længe og grundigt over, hvordan jeg skal præsentere mig selv på denne hjemmeside. Jeg vil jo gerne gøre det skarpt, men samtidig også indfange, hvem jeg er som menneske. Jeg er og vil jo meget, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo… Jeg er genbrugsfanatiker, jeg er madelsker og jeg er filmnørd.

Men for at gøre det skarpt, har jeg valgt at fokusere på nogle af de sider af mig, der gør mig til den nysgerrige og imødekommende journaliststuderende,  som jeg selv påstår, jeg er.

Lad mig derfor starte med at fortælle, at…

JEG ER…

… vokset op i et hjem med klaver.

Jeg blev placeret foran tangenterne som spæd, men klaveret fangede aldrig rigtig min fulde opmærksomhed, selvom jeg gik til klaver i ca. 10 år. Men musikken hang ved, og sangen overtog. Jeg gik derfor både på en musikefterskole og et musikgymnasium, hvor kreativitet og lyd prægede mig. Musikken har altså været med mig størstedelen af mig liv.

 

… datter af to folkeskolelærere.

Jeg har fra en tidlig alder lært, at hvis jeg skal være god til noget, så skal jeg gøre mig umage. Og det gør jeg. Jeg sætter en stor dyd i at gøre mig umage med det, jeg laver.

 

… retfærdig.

Over spisebordet lærte jeg at diskutere, og jeg lærte at argumentere fra begge synspunkter, så jeg bedre kunne forstå sagens nuancer. Det har skabt et behov for at se sager fra flere sider og modargumentere selv mine egne synspunkter, hvis jeg synes, diskussionen er for ensporet. Der er altid flere sider af en sag, og jeg mener, at journalistikkens fornemmeste rolle er at forstå og formidle flere sider.

 

… inkluderende.

Jeg går meget op i, at andre har det godt, og at alle føler sig mødt og hørt. Det har jeg blandt andet brugt i mit arbejde som lærervikar og pædagogmedhjælper, men det er generelt noget, jeg har med mig i min hverdag.

 

… pligtopfyldende.

Jeg hader at komme for sent, og jeg overholder deadlines. Men jeg holder mig ikke indenfor min comfortzone, og jeg kan godt lide at lære og udfordre mig selv, så jeg er ikke bleg for at kaste mig ud på dybt vand, hvor jeg ikke ved, om jeg brillierer.

 

… nysgerrig.

Jeg interesserer mig for mennesket, og jeg vil gerne vide hvorfor, hvordan og hvad. Jeg er nysgerrig på mødet mellem mennesker, hvor sorg, konflikt og vrede opstår, men også lykke, handling og håb.