Laura Skov er kvik, kæk og kritisk: »Journalistik skal frem for alt være magtkritisk«

For kommende journalistpraktikant Laura Skov er der nogle grundlæggende journalistiske værdier, som hun ikke vil gå på kompromis med

Til at begynde med ville 25-årige Laura Skov være journalist, fordi hun var vred. Vred på københavnerjournalistik og vred på journalister, der interviewer journalister. Fortørnet over, at hun kun så bestemte personer – med bestemte holdninger – deltage i den offentlige debat. Hun boede på det tidspunkt i Kalundborg og besluttede sig for at søge journalistikuddannelsen på RUC med ét mål for øje: Journalistikken skal gøres væsentlig for alle igen.

Make Journalism Great Again

Og hvad er ‘væsentlig journalistik’ så ifølge Laura Skov? For hende betyder det, at journalistikken skal favne bredere. Hun vil formidle menneskers levede erfaringer – uanset om de er fra Hvidovre, Varde eller Vietnam. Hun vil være kritisk overfor magthavere i bred forstand. Det er ikke kun regeringen, der skal holdes ansvarlig – hvad end den er blå, lilla eller rød – men også træneren i den lokale håndboldklub eller chefen hos byens bedste slagter. Journalistik skal formidles i et fængslende format, der helst også får modtageren til at trække på smilebåndet. 

Magtkritisk medie søges

Laura Skov har beholdt vredens handlekraft og leder i dag efter en praktikplads, der kan understøtte hendes ambitioner. For hende er det vigtigt, at hun finder et medie, der, ligesom hende selv, både er kvikt og kækt. Og frem for alt magtkritisk.

Journaliststuderende, RUC