Hvad vil jeg?

Mine primære interesser inden for journalistikken er kultur, børn/unge og samfund. Jeg er fascineret af mennesker og at fortælle deres historier, helt ind under huden, hvilket jeg har forsøgt i dokumentaren “Raves – En subkultur i nattelivet”, der ligger under ‘produktioner’. Jeg kan godt lide det, der er tæt på og vedrører menneskene omkring mig. Derfor synes jeg også de regionale historier er ekstra interessante.

Jeg har altid været vild med teknik; lyd, video, fotografi, you name it! Det er måske også derfor jeg synes, at videojournalistik er så fedt. Så da jeg fik chancen for at beskæftige mig udelukkende med det, så tog jeg den. Og jeg er virkelig blevet bekræftet i, at jeg har valgt rigtigt. Det, at formidle gennem billeder og gøre det spændende er en udfordring hver gang, og den udfordring er jeg vild med.

Når det så er sagt, så elsker jeg også at skrive. Jeg elsker at bruge min kreativitet til at lege med sproget, så det har en effekt – både æstetisk og som værktøj til formidling. Michael Falch sagde engang til mig, da han havde hørt mig spille en koncert: “Nikolaj, du skriver helt fantastisk – du skal nok blive til noget stort en dag.”

Jeg vil i praktik et sted, hvor jeg kan få lov til at bruge mine evner som journalist til at formidle via billeder og lyd, men også på skrift. Jeg kan skrive artikler, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det jeg virkelig brænder for, og hvor min kreativitet og sult virkelig bliver fodret, at formidle gennem levende billeder. Det er her, jeg får udfordret, ikke kun mine journalistiske evner, men også mine nørdede tekniske færdigheder, hvor presset fra deadlinen bliver til en målstreg.